“Høflighed betaler sig”


Sport, musik, mad og lektiehjælp. Idealistisk Ungdomsforening har mange aktiviteter på programmet. Onsdag aften er det karateholdet, der mødes på Sølystskolen.
”Hvis jeg hører, at en af dem har lavet ballade i skolen, får de ikke lov til at gå til graduering. Og omvendt; hvis de ligger lige på grænsen til at dumpe, men jeg har hørt, at de forbedrer sig, så får de måske lov til at bestå. Høfligheden betaler sig.”
Ibrahim Gøkhan er ikke bare karateinstruktør. Han har også arbejdet med utilpassede unge som en del af Unge Team Syd i mange år. Og det kan man godt høre.
Det er tirsdag aften, og i en gymnastiksal på Sølystskolen ved Brabrand Sø har ti børn klædt om til de hvide karatedragter og det farvede bælte, som viser, hvor gode de er til den gamle japanske kampsport.
Ibrahim er kasserer og kontaktperson for Idealistisk Ungdomsforening, som blev optaget i ÅUF’s gruppering for mellemfolkelige foreninger ved årsmødet i år. Og samtidig er han træner det karatehold, der bare er en af de mange medlemsaktiviteter i Idealistisk Ungdomsforening.
Musik, mad, idræt og lektier I gymnastiksalen står de ti børn med front mod Ibrahim. På en lang række arbejder de sig frem og tilbage over halgulvet gennem de mange slag- og spark-serier, som Ibrahim dikterer. For folk uden karate-kundskab er det komplet uforståeligt, for serierne har japanske navne. Men det er åbenbart ikke et problem for de trænede karateudøvere.
Karate-afdelingen i Idealistisk Ungdomsforening har 158 medlemmer, fortæller Ibrahim.
”Vi har nok 37 eller 38, der er etnisk danske. Resten er fra alle mulige andre grupper. Og 51 af dem er piger, så det er næsten en tredjedel. På den måde adskiller vi os fra de fleste andre karateklubber, hvor der er klart flest drenge,” siger han.
Da Idealistisk Ungdomsforening blev stiftet for ni år siden, var der kun to aktiviteter: Fodbold og lektielæsning. Siden da er der kommet mange flere til: Fodbolden har blandt andet fået følgeskab af basketball, karate og flere andre slags kampsporter. I musikundervisningen kan man lære at spille tyrkisk guitar. Og i klubhuset på Klamsagervej har lektielæsningen fået følgeskab af hjemmekundskabsundervisning:
”Så nogle gange kan vi spise med bagefter,” siger Ibrahim med et smil.
Respekt og ansvar Gennem de mange aktiviteter når Idealistisk Ungdomsforening ud til ganske mange forskellige unge. Det giver god mulighed for at lære værdier som fællesskab og ansvarlighed fra sig. Og det skinner i gennem i gymnastiksalen på Sølystskolen, da de ti karatekæmpere deler sig op i mindre grupper.
”Amalie, du er helt klar. Hvis I fire går ned i den anden ende, kan du øve gult bæltes første dan med dem,” siger Ibrahim til en af de fremmødte piger.
Og snart er hele holdet delt ind i grupper, hvor børnene instruerer dem, der ikke er på et ligeså højt niveau som dem selv. Både lærere og elever tager træningen meget alvorligt, når postitioner, slag og spark bliver rettet.
”Det er en ret stor fordel for dem at have prøvet at træne hinanden, når de skal til eksamen i deres instruktøruddannelse,” fortæller Ibrahim.
Det er nemlig en hel fast del af at gå til karate, at man også skal lære at træne andre. Det er ikke nok at lære at kæmpe – det er mindst lige så vigtigt at lære at tage ansvar. For hvornår man bruger sine evner, og for dem man lærer dem videre til. Og at man lærer respekt for mennesker omkring sig.
Det er derfor, børnene lærer at hilse på både dommerne og deres modstander både før og efter de kampe, som timen slutter med. Og det er også derfor, at børnene som det allersidste – inden de går i omklædningsrummet og videre hjemad derfra – stiller op på en række og med et buk og et par japanske ord hilser deres lærer farvel.

|